Hvad betyder det for dig?Næsten ingen elafgift i 2026 og 2027
Elafgiften er sat markant ned. Fra den 1. januar 2026 og frem til udgangen af 2027 betaler du kun 1 øre pr. kWh inkl. moms i elafgift mod tidligere 90 øre. Det er EUs minimumssats, og for de fleste betyder det én ting. En lavere elregning uden at du skal gøre noget.

Din elregning bliver lavere helt af sig selv
Når elafgiften falder, falder din elregning også. Helt af sig selv.
For hver kWh du bruger, betaler du nu kun 1 øre i elafgift i stedet for 90 øre.
Ifølge Forsyningstilsynet var den gennemsnitlige elpris i oktober 2025 for året 2025 på 2,61 kr. pr. kWh inkl. moms. Her udgjorde elafgiften mere end en tredjedel af prisen. Derfor kan du som udgangspunkt forvente, at omkring en tredjedel af din elregning forsvinder, hvis du tidligere har betalt fuld elafgift og ikke har fået reduceret elafgift eller refusion.
Hvad betyder det i praksis?
Det kan være svært at forholde sig til kWh og øre. Så lad os gøre det konkret.
Bor du alene og har et årligt elforbrug på omkring 1.600 kWh, kan du forvente at spare cirka 1.424 kr. om året.
Bor I to voksne og to børn sammen, og ligger jeres forbrug omkring 4.500 kWh om året, svarer det til en besparelse på cirka 4.005 kr.
Det er penge, der bliver i din hverdag. Til madbudgettet, fritidsaktiviteter eller bare lidt mere luft i økonomien.
Derfor er elafgiften blevet sænket
Der er to primære grunde til, at elafgiften er sat ned.
For det første har energisystemet ændret sig. En stadig større del af strømmen i Danmark kommer fra sol og vind. Tidligere blev elafgiften brugt som et værktøj til at holde elforbruget nede, fordi dyr strøm skulle mindske behovet for fossile energikilder. Den logik giver ikke længere samme mening, når strømmen i højere grad produceres fra vedvarende energikilder.
For det andet har mange danskere oplevet markante prisstigninger siden 2020, særligt på fødevarer. Det har presset privatøkonomien. Med en lavere elafgift ønsker regeringen at give mere plads i budgettet ved at sænke en fast udgift, som de fleste har hver måned.
Er elafgiften væk for altid?
Det korte svar er nej. Aftalen om den lave elafgift gælder som udgangspunkt kun i 2026 og 2027. Flere politiske partier har dog meldt ud, at de ønsker at gøre ordningen permanent.

Hvad var reduceret elafgift og elafgiftsrefusion?
Reduceret elafgift og elafgiftsrefusion var tidligere ordninger, der skulle gøre det billigere at bruge el i hverdagen for bestemte grupper.
Reduceret elafgift gjaldt især boliger med elvarme. Her betalte du en lavere afgift på den del af dit elforbrug, der lå over 4.000 kWh om året. Det var med til at tage toppen af elregningen.
Elafgiftsrefusion var rettet mod elbilister med en ladeboks derhjemme. Her kunne du få refunderet elafgiften for den strøm, der blev brugt til opladning. Det krævede en serviceaftale på ladeboksen, så forbruget kunne opgøres korrekt.
Hvem har tidligere fået reduceret elafgiften?
Før elafgiften blev sænket, kunne du få reduceret elafgiften, hvis du eksempelvis havde elvarme.
For at få reduceret elafgift var der nogle krav, du skulle opfylde:
- Din bolig skulle bruge elvarme som primær opvarmningsmetode (herunder gjaldt også jordvarme og varmepumpe).
- Du skulle have et elforbrug, som oversteg 4.000 kWh.
- Din bolig skulle være registreret korrekt i BBR-registeret, hvor det fremgår, hvilken opvarmningskilde der er den primære i din bolig.
Hvis du skulle have udbetalt refusion for elafgiften, skulle du have en ladeboks derhjemme, hvor du havde en serviceaftale tilknyttet. Hvis du havde serviceaftale samme sted som din elaftale, kunne du få fuld refusion. Hvis du havde elaftale hos en anden udbyder, kunne du få refusion uden moms.
Har du spørgsmål?
Hvis du har brug for hjælp eller har spørgsmål til refusion, elafgift eller reducering, kan du altid give os et kald på 7010 0230 eller sende en mail til kunde@verdo.com.
Vil du regne ud, hvor meget du kan forvente at spare, har Videncentret Bolius lavet en beregner.
FAQ
Reduceret elafgift7010 0230
Man-Tors: 08.00 - 16.00 Fre: 08.00 - 15.30
Weekender og helligdage: Lukket