Elbil begreberBegrebs-ordbog om opladning, hybrid- og elbiler
Med en elbil i garagen, følger der også en helt ny ordbog med. Selvom du nærmest i blinde kan fylde brændstof på den gamle bil, er der nu (sandsynligvis) et nyt område, hvor du har behov for at opdatere din viden.

Hvad betyder hvad, når du vælger ladestander?
Når du vil oplade din elbil derhjemme, støder du hurtigt på ord som AC, effekt og Type 2-stik. Vi hjælper dig med at få styr på begreberne, så du nemt kan vælge den løsning, der passer til dig, din bil og din hverdag.
Vi forklarer det enkelt og konkret – uden salgsgas. For det skal være gennemskueligt at vælge elbil og tage del i den omstilling, vi alle er en del af.
Hvad er vekselstrøm og jævnstrøm
I dit hus har du vekselstrøm – også kaldet AC-strøm. Når du lader derhjemme, er det derfor en AC-ladning. Men en elbil kan ikke gemme AC-strøm, og derfor har den en såkaldt OBC, On Board Charger, der laver strømmen om til jævnstrøm - også kaldet DC-strøm.
Du kan lade ved hjælp af et nødladekabel, som du sætter i en helt almindelig stikkontakt, men det er ikke en god løsning i det daglige, og der er risiko for overbelastning af dine installationer.
Det mest hensigtsmæssige er at lade via en ladeboks. Den bliver installeret hjemme hos dig, bruger strømmen fra din eltavle og har sit eget ladekabel. En anden væsentlig fordel er, at du via vores app sikrer dig, at du lader bilen på de tidspunkter, hvor elprisen er lavest.
Er der forskel på ladestander og ladeboks?
Begge begreber bliver som regel brugt til at beskrive det samme, men der er faktisk forskel og en mening bag hvert af de to ord.
Ladeboksen er den, du hænger på væggen, husmuren eller i carporten. Ladestanderen har en fod, så den kan stå frit på jorden. Læs meget mere om vores ladeløsning her
Hvad betyder ladeeffekt?
Ladeeffekten angiver, hvad ladestanderen/ladeboksen maksimalt kan levere. Lader du derhjemme, sker det typisk med 11 kW, hurtigladere leverer typisk 50 kW eller derover og lynladere mellem 100 og 350 kW. Ladehastigheden afhænger af, hvad bilen kan modtage.
Hvad er ladehastighed?
Det er batteristyringen på din bil, der afgør, hvor meget strøm batteriet tager imod. Det går typisk hurtigst med så lidt strøm tilbage på batteriet som muligt, når du sætter stikket i.
Derudover spiller batteriets ladetemperatur også en rolle. Er den for høj eller for lav, tager det længere tid. Om vinteren er batteriet som oftest for koldt til at lade optimalt. Derfor har nogle biler en særlig vinterindstilling, der varmer batteriet op.
Hvilke ladekabel skal jeg bruge?
De fleste biler bliver leveret med et ladekabel, så du også kan lade fra de offentlige ladestandere, som ikke har et fast monteret kabel. Det mest udbredte er Type 2-kablet til opladning med vekselstrøm (AC-ladning). Forgængeren, Type 1, er ikke så udbredt, og det anvendes typisk til ældre biler.
Til hurtigladning har du brug for et tykkere kabel for at undgå, at ledningen bliver for varm. Den type kabel vil altid være monteret på ladestanderen, og bilen har en speciel indgang dertil. Der er ofte tre forskellige typer kabler på en hurtiglader i Danmark, så de fleste elbiler kan anvende dem.
CCS-stikket er det mest udbredte på lynladestationerne og anvendes af den europæiske bilindustri. Det er også den type, der er valgt som standard inden for EU.
Asiatiske biler har typisk anvendt CHAdeMO-stikket til lynladning, men det er efterhånden ved at blive udfaset i Europa, fordi mange nu i stedet leverer med CCS.
Hvad er bylader, hurtiglader, lynlader?
Når du har brug for at lade i byen, sker det ved byladere – også kaldet destinationsladere – som du finder ved hoteller, offentlige parkeringspladser, arbejdspladser osv. Her skal du anvende dit eget Type 2-kabel til opladning. De lader typisk med en effekt op til 22 kW.
Hurtigladere finder du oftest på tankstationer og rastepladser eller ved indkøbscentre, og de lader typisk med en effekt på 50 kW eller derover.
Lynladere er store ladestationer på rastepladser og tankstationer, og de er den hurtigste form for opladning. De lader typisk med en effekt på mellem 100 og 350 kW.
kW og kWh
kW: Det står for kilowatt og er den effekt, som en ladeboks kan tilføre bilens batteri. Jo højere kW, jo hurtigere kan du lade din bil.
kWh: Det står for kilowatt-time. Bilens batterikapacitet bliver udtrykt i kWh, og det er samme enhed, som din elmåler bruger, når den måler dit elforbrug.
Du opsamler energi, når du bremser
Bilens batteri bliver også ladet op, når du bremser. Der opstår magnetfelter i motoren, som derved bliver en slags generator, når den sender strøm retur til batteriet. Den varme, som opstår i bremserne, bliver på den måde lagret som energi i batteriet. På instrumentbrættet vil du i de fleste biler kunne se information om bilens anvendelse af bremseenergi.
Hvordan lader jeg bedst min elbil?
Den generelle anbefaling er at lade op til 80 % i det daglige, så din bil kan opsamle bremseenergi med det samme. Hvis du lader til 100% og lader din bil stå i en længere periode, kan det slide lidt på batteriet.
Du kan også lade op lidt ad gangen – også selvom det måske kun er en time. På den måde kan du også passe det ind efter, hvornår elprisen er lavest.
Sæt dig dog altid grundigt ind i anbefalingerne fra bilproducenten.
Hvad er forskellen på el-, hybrid- og plugin hybridbiler
Elbilen kører udelukkende på el, mens plugin hybridbilen både har en el- og en forbrændingsmotor. Batteriet på en plugin hybrid bliver ladet op ved hjælp af en ladeboks, og batteriet giver typisk en rækkevidde på ca. 50 km, før bilen skifter til en kombination af brændstof og el. Det vil med andre ord sige, at en plugin hybrid fungerer som en elbil på den korte distance og derefter som en hybridbil.
Plugin hybrid er længere tid om at lade, fordi den kun kan modtage strøm med begrænset hastighed (dvs. via AC-opladning, typisk op til 22 kW).
En tredje mulighed er hybridbilen, som ikke skal oplades. Den skifter i stedet automatisk mellem at køre på benzin/diesel og el, og batteriet lader, både når forbrændingsmotoren bliver startet, og når bilen bremser. Lige så snart der er tilstrækkeligt med el på batteriet, vil bilen køre på el.
Derudover findes der også en mild-hybrid. Den kører primært på benzin/diesel og skifter kun til el i korte perioder. Den kan ikke køre på el alene.
Hvad er rækkevidde i elbil
Rækkevidden indikerer, hvor langt din bil kan køre på en fuld opladning, og din bil beregner og estimerer løbende.
Beregningen bliver lavet blandt andet på baggrund af din køreadfærd, temperaturen og det aktuelle forbrug sammen med andre faktorer, som tilsammen giver en forventet rækkevidde.
Om vinteren bliver rækkevidden formindsket med 20-50 % i forhold til om sommeren, fordi batteriet bliver påvirket af kulden, og når du f.eks. sætter varmen på, vil det også nedbringe rækkevidden. Vær i øvrigt opmærksom på at frostvejr kan forlænge ladetiden med 2-4 gange.
Høj hastighed påvirker også rækkevidden i negativ retning, og undersøgelser viser, at når du sætter farten ned fra 130 til 110 km/t på motorvejen, så sparer du op til 20 % forbrug.
Ofte stillede spørgsmål
Spørgsmål til Verdo's ladeløsning7010 0230
Har du brug for hjælp til din ladeløsning Så er du altid velkommen til at kontakte os.
Man-Tors: 08.00 - 16.00 Fre: 08.00 - 15-30
Weekender og helligdage: Lukket